En uhyggelig Halloween-historie, der bliver i tankerne længe efter sidste punktum
Halloween er aftenen, hvor virkeligheden føles lidt tyndere end normalt. Hvor vinden hvisker mere, skyggerne virker dybere, og selv de mest almindelige steder får en mærkelig energi. Det er en tid for uhyggelige historier – historier, der ikke bare skræmmer, men også kryber ind under huden og bliver hængende.
Dette er historien om Amalie, hendes veninder og en nat, der ændrede dem for altid.
Kapitel 1 – Det forladte hus i skoven
Alle i byen kendte til Skovløberhuset. Et gammelt, næsten råddent træhus gemt bag den tætte skov mod nord. Ingen boede der længere, og ingen havde gjort det i årtier. Ifølge rygterne havde den sidste beboer, en eneboer ved navn Holger, forsvundet sporløst en Halloween-nat.
Nogle sagde, han var blevet væk i tågen. Andre sagde… noget havde hentet ham.
For børnene i byen var huset en udfordring. Et sted for modprøver og historier, der var lidt for uhyggelige til at blive fortalt i dagslys.
Amalie og hendes veninder – Line og Sara – havde længe snakket om at tage derud. Og i år skulle det ske. Det var Halloween. De var 15. De ville bevise, at de ikke var bange for gamle spøgelseshistorier.
“Det er sikkert bare et gammelt hus,” sagde Amalie og trak jakken tættere om sig. “Vi går derud, tager et billede og går hjem igen. Piece of cake.”
De andre nikkede. Men deres blikke var nervøse.
Kapitel 2 – Vejen gennem skoven
De gik lige efter aftensmaden. Himlen var næsten sort, selvom klokken kun var lidt over seks. Lamperne i villavejene bag dem forsvandt hurtigt, og skovens mørke slugte alt lys.
Line tændte sin lommelygte. “Seriøst, det her er ikke sjovt længere.”
“Vi er næsten fremme,” sagde Amalie – selvom hun ikke var sikker på, om det passede. Hendes GPS havde mistet signal.
Bladene knitrede under fødderne. Et sted dybt inde i skoven lød en gren, der knækkede. Sara stoppede op.
“Tror I… der er dyr her?” spurgte hun.
“Selvfølgelig,” sagde Amalie. “Det er bare en hjort.”
Men faktisk lød knækket ikke som noget dyr. Det lød tungere.
Som noget, der gik på to ben.
Kapitel 3 – Huset dukker op
Efter ti minutters stilhed brød en stor, mørk form gennem træerne. Huset.
Skovløberhuset stod skævt, som om det kæmpede mod tiden. Vinduerne var mørke og matte. Taget var hullet flere steder, og døren stod på klem, som om nogen for nylig havde været der.
“Hvorfor står døren sådan?” hviskede Line.
“Det er et gammelt hus,” svarede Amalie, men hendes stemme var ikke overbevisende. “Lad os bare tage billedet.”
De gik tættere på. Jo nærmere de kom, jo koldere blev luften. Ikke bare kold… men klam, som fugt fra kældre eller noget gammelt.
Da de nåede døren, gik den op med en langsom, hæs knirken.
Sara gispede. “Den åbnede af sig selv.”
Amalie løftede telefonen. “Vi går ind. Bare i fem sekunder.”
Kapitel 4 – Indenfor i mørket
Huset lugtede af gammel jord, fugt og noget mere… metallisk. Som rust. Eller blod.
Gulvet knagede under deres vægt. En kold trækning snoede sig rundt om deres ankler, som om huset trak vejret.
Line lyste rundt med lommelygten. Strålen ramte en gammel stol, et bord væltet på siden, og et par udstoppede fugle, der så ud som om de stirrede direkte på dem.
“Tag billedet,” sagde hun hurtigt.
Amalie løftede telefonen – men idet hun gjorde det, blinkede en skygge forbi i skærmen. Ikke foran dem. Ikke bag dem. Men i refleksionen.
“Vent,” sagde hun. “Der var noget.”
“Stop,” sagde Sara. “Sig ikke sådan noget!”
Men det var for sent.
En lyd lød fra det mørke hjørne af rummet. En skraben. En langsom, ujævn skraben, som om noget med lange negle trak hen over gulvet.
De frøs.
Kapitel 5 – Skrabningen
“Sæt lommelygten derhen,” hviskede Amalie.
Line rystede, men løftede lygten. Lyset bevægede sig hen over gulvet, hen over væggen… og stoppede.
I hjørnet lå en gammel, trærammet seng. Madrassen var slidt og mørk. Men det var ikke det, der fik dem til at gispe.
Under sengen – i mørket – lå noget.
To øjne. Ikke mennesker. Ikke dyr. For store, for glødende, for tomme.
De stirrede på pigerne.
Skrabningen stoppede.
Øjnene blinkede langsomt. Som om… det vågnede.
“Vi skal ud!” skreg Sara.
Kapitel 6 – Flugten
De stormede mod døren, men gulvet føltes glattere end før. Amalie greb dørkarmen og trak sig selv ud – men idet hun gjorde det, mærkede hun noget koldt glide hen over hendes ankel.
En hånd.
En menneskelignende hånd. Men alt for lang. Alt for tynd. Alt for forkert.
“LØB!” råbte hun.
Pigerne væltede ud i mørket. Grenene slog mod deres ansigter, fødderne gled i mudderet, men de stoppede ikke. Ikke før de nåede lysene fra byen.
Først dér turde de vende sig om.
Der var ingen bag dem.
Men hele vejen hjem havde de fornemmelsen af, at nogen fulgte efter dem.
Kapitel 7 – Dagen efter
Ingen af pigerne sov den nat. Næste morgen mødtes de hjemme hos Amalie.
“Vi så det samme, ikke?” spurgte Sara sagte.
“Ja,” sagde Line.
Men Amalie sagde ingenting. Hun sad og stirrede på noget på sin telefon.
Et billede.
Billedet hun havde taget i huset.
“Se,” sagde hun.
På billedet stod de tre piger i døråbningen. Bag dem var sengen. Hjørnet. Mørket.
Og dér – helt tydeligt – var silhuetten af en mand.
Høj. Spinkel. Hovedet skævt på siden.
Og øjne, der glødede.
Kapitel 8 – Hvem var han?
De viste billedet til Amalies mormor, der havde boet i byen som ung.
Hun så på fotoet et øjeblik og blev bleg.
“Det er Holger,” sagde hun stille. “Skovløberen. Ham der forsvandt.”
“Hvordan kan han være der?” spurgte Line.
Mormoren så på pigerne med en blanding af frygt og sorg i øjnene.
“Nogle siger, han aldrig forlod huset,” sagde hun.
Der blev stille.
“For nogle sjæle,” fortsatte hun, “er Halloween natten, hvor de vågner igen.”
Kapitel 9 – Den sidste nat
Amalie kunne ikke sove den efterfølgende nat. Hun lå og stirrede op i loftet. Forestillede sig øjnene fra huset. Fornemmelsen af hånden på hendes ankel.
Klokken blev 02:19.
Så lød en lyd.
Scratch… scratch… scratch…
Ikke udenfor.
Ikke i skoven.
Men lige uden for hendes dør.
Hun frøs. Vred sig stille i sengen. Åndede forsigtigt ud.
Skrabningen kom nærmere.
Scratch… scratch…
Så stoppede den.
Et øjeblik var der fuldstændig stilhed.
Indtil noget – eller nogen – begyndte at trække vejret dybt. Langsomt. Bag døren.
Amalie hviskede: “Holger?”
Ingen svar.
Kun åndedrættet.
Så – med én glidende bevægelse – begyndte dørhåndtaget at dreje.
Kapitel 10 – Epilogen
Ingen ved præcis, hvad der skete den nat. Da Amalies forældre fandt hende næste morgen, var døren til hendes værelse åben. Vinduerne stod på klem, selvom de var blevet låst aftenen før.
Og på gulvet – lige ved hendes seng – lå mudder fra skovens bund.
Som om nogen havde stået dér. Længe.
Pigerne flyttede aldrig igen Halloween nær skoven. Og ingen gik tilbage til Skovløberhuset.
Men hvert år, når bladene bliver sorte i kanten og vinden begynder at hviske i træerne, dukker historien op igen.
Har du modet til at gå ind i et gammelt, forladt hus på Halloween?
Vil du være sikker på, at skyggerne i hjørnerne er… bare skygger?
For én ting er sikkert:
Nogle steder venter stadig.
Nogle øjne glemmer aldrig.
Og nogle døre… åbner sig selv.
Glædelig – og uhyggelig – Halloween. 🎃
Skal du bruge uhyggelig halloween pynt
så skab din næste halloween fest hos Festbutikken